Aktivitetscenter - Solrød Center
blog-img

Aktivitetscenter

Åbningstider

Mandag: 9.00 – 16.00
Tirsdag: 9.00 – 16.00
Onsdag: 9.00 – 16.00
Torsdag: 9.00 – 16.00
Fredag: 9.00 – 15.00

Adresse

Solrød Center 85, 2680 Solrød Strand

Telefonnummer

56 18 24 45

Email

aktivitetscenter@solrodcenter.dk

Hjemmeside

www.solrod.dk


Om os

Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter har mange tilbud til borgere, der bor i Solrød eller har tilknytning til Solrød Kommune om at kunne benytte lokaler og værksteder til aktiviteter og socialt samvær – et mangfoldigt tilbud til et aktivt liv i Solrød.

Du kan forvente at modtage medmenneskelig respekt i et ligeværdigt samspil, ligesom vi forventer, at du med din væremåde og engagement vil tage positivt og aktivt del i Aktivitets- og Frivilligcenterets dagligdag og udvikling ud fra dine ressourcer.

 

Åbningstider

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 16.00
Fredag kl. 9.00 – 15.00

Ca. 500 borgere benytter sig af Aktivitets- og Frivilligcenterets tilbud i dagtimerne.

Aktivitetscenteret blev etableret, da huset blev taget i brug den 1. februar 1991 og i 2012 ændrede huset navn til Aktivitets- og Frivilligcenter. I 2012 blev brugerkredsen udvidet til at omfatte personer med tilknytning til Solrød Kommune.

Aktivitets- og Frivilligcenteret har et Brugerråd, hvis formål er – i samarbejde med personalet – at få huset til at fungere bedst muligt, i overensstemmelse med brugernes ønsker og interesser. Der afholdes valg til brugerrådet hvert år i november måned. Fra 1. januar 2014 ændrer Brugerrådet navn til Centerrådet.

Hvis du er ny i Aktivitets- og Frivilligcenteret

Hvis du er ny i Aktivitets- og Frivilligcenteret er det en god ide at dukke op til den fælles kaffe om formiddagen kl. 10.00 – 10.30 og om eftermiddagen kl. 13.45 – 14.15. Over kaffen er det ofte et godt tidspunkt at møde nye mennesker og udveksle en snak.

I Aktivitets- og Frivilligcenteret er det frivillige, der står for kaffen, som de sælger til 4.00 kr. for en kop kaffe og 4.00 kr. for brød/kage.

Hvis du har spørgsmål vedrørende huset, aktiviteter eller andet, er du altid velkommen til at henvende dig til brugerinformationen, som har åbent ml. kl. 10.00-13.00 eller til personalet, du kan også ringe til Aktivitets- og Frivilligcenteret på tlf. 56 18 24 45.

Aktivitets- og Frivilligcenteret kan tilbyde dig
• Deltagelse i fælles socialt samvær
• Et stort og alsidigt tilbud om deltagelse i aktivitets- og hobbygrupper, f.eks.
madlavning for mænd, træarbejde, ældremotion, sølv & smykkearbejde, patchwork, akvarelmaling, sang, blomsterbinding, petanque, erindringsgruppe og computerundervisning. Læs mere om aktivitets- og hobbygrupperne ved at følge linket i højre kolonne
• Fodbehandling mod betaling ved statsautoriseret fodterapeut: Vivi Birch. Træffes på tlf.: 56653276 daglig mellem kl. 8.00-8.30 og 17.00-17.30
• I cafeteriets åbningstid er der mulighed for at købe varm middagsmad, smørrebrød lune retter, salat, kaffe, kage og te til dagspris
• Kørsel til og fra Aktivitets- og Frivilligcenteret – efter visitation og mod betaling. Nærmere oplysning herom hos personalet tlf. 56 18 24 45.

Det er gratis at komme i Aktivitets- og Frivilligcenteret, ligesom deltagelse i aktivitets- og hobbygrupperne med frivillige instruktører er gratis.

Der skal dog betales for:
• Materialer til hobbyarbejde, hvad angår den del, der anvendes til eget forbrug
• Deltagelse i festlige og underholdende arrangementer, udflugter og lignende
• Mad og drikke efter cafeteriets gældende takster
• Fodbehandling efter gældende takster
• Visiteret kørsel til og fra Aktivitets- og Frivilligcenteret efter gældende takster

Mennesker mødes og venskaber opstår