Renovering af Centergaden – Information til kunder og besøgende
Solrød Kommune påbegynder snart en omfattende renovering af centergaden – strækningen fra Skoringen til DSB-stationen. Arbejdet er opdelt i 9 etaper og starter mandag den 23. juni. Hele renoveringsperioden forventes at vare cirka 20 uger.
Renoveringen begynder på den sydlige side af gaden, så nordsiden fortsat kan benyttes af fodgængere og cyklister. Når arbejdet på sydsiden er færdigt, flytter entreprenøren over på den nordlige side, mens sydsiden åbnes igen.
Der vil hele tiden være sikker adgang til butikkerne. Når der arbejdes lige foran en butik, lægger brolæggeren nye fliser tidligt om morgenen, inden butikken åbner. I nogle tilfælde vil der midlertidigt være lagt plastikplader, indtil de nye fliser er på plads – så man stadig kan færdes trygt.
I hele perioden sikres det, at man kan gå og cykle gennem centergaden.
Du kan se en detaljeret tidsplan og et kort over etaperne her
Vi opfordrer alle besøgende til at tage hensyn og vise tålmodighed i byggeperioden – det færdige resultat bliver til glæde for alle.
Og HUSK stadig at bruge dine lokale butikker trods det, vi bygger lidt om!
Læs Solrød Kommunes visionsplan for Solrød Center her
Ambitiøs visionsplan for Solrød Center er sat i gang
Solrød Center er en vigtig del af byens hjerte, og den kommende ombygning vil bringe moderne løsninger, bedre faciliteter og en endnu mere hyggelig atmosfære til centergaden
Solrød Center er i fuld udvikling og samler i dag 94 medlemmer i et demokratisk fællesskab. I 2025 får centergaden et visuelt løft, og spændende events og aktiviteter fortsætter med at styrke miljøet. Samtidig åbner Naturlig Dyr butik i Solrød Center, den tredje i rækken, og kun tre attraktive lokaler er nu ledige for nye iværksættere, der ønsker at bidrage til det livlige handelsområde.