Solrød Centerforening kan med både glæde og respekt meddele, at Solrød Foto pr. 1. januar overdrages til Jonas Egbo, som allerede er et velkendt og værdsat ansigt i butikken.
Foreningens bestyrelse ser med stor tilfredshed på, at Solrød Foto – som Mette og Henrik har drevet med stor passion i ca. 6,5 år – kan leve videre i samme gode ånd. Det betyder meget for hele centeret, at en lokal, engageret og kompetent kræfter som Jonas ønsker at føre butikken videre.
Mette og Henrik overdrager Solrød Foto af personlige årsager, og Solrød Centerforening vil gerne rette en varm tak til dem for deres store engagement i centeret gennem årene – både i hverdagen, i fællesskabet og gennem deres aktive rolle i foreningen, aktivitetsudvalget og bestyrelsesarbejdet.
Det glæder os, at nøglerne gives videre til Jonas, som har været en del af Solrød Foto helt fra starten. Han er grundigt oplært i forretningen, lokal forankret og besidder en stærk faglig passion, der giver gode forudsætninger for at udvikle butikken videre. Vi har fuld tillid til, at Jonas vil løfte Solrød Foto ind i næste kapitel.
Solrød Centers butikker vil samtidig benytte lejligheden til at sende en stor tak til kunderne. Jeres trofasthed og opbakning er afgørende for, at centerets butikker fortsat kan skabe liv i det lokale handelsmiljø. Takket være jer er der grundlag for både lokal handel og de mange aktiviteter, der kendetegner Solrød Center – lige fra koncerter og byfest til streetfood-festival, juletræstænding og meget mere.
Der afholdes overdragelsesreception i Solrød Foto, Solrød Center 50, tirsdag den 30.12 kl. 12.00, hvor alle er hjerteligt velkomne til at komme forbi og ønske både afgående og kommende ejer tillykke.
Solrød Foto holder åbent alle dage frem til overdragelsen (helligdage undtaget).
Kærlig hilsen
Solrød Centerforening
Et jubilæumsår fyldt med oplevelser, lokal handel og nærvær
Læs Solrød Kommunes visionsplan for Solrød Center her
Solrød Kommune påbegynder snart en omfattende renovering af centergaden
Ambitiøs visionsplan for Solrød Center er sat i gang