Solrød Rundt Løbet forventer rekordstor opbakning i 2024

Lørdag d. 22. juni fyldes centergaden i Solrød med løbeentusiaster i alle aldre. I år forventes løbet at samle en rekordstor mængde entusiastiske deltagere.

Ved start- og målstregen i centergaden vil der som altid være festlig fællesopvarmning foran Rund Scene, gratis juicebar, DJ og andre hyggelige aktiviteter for hele familien.

9. februar 2024

Torsdag den 1. februar åbnede tilmeldingen til det årligt tilbagevendende lokale motionsløb Solrød Rundt Løbet, som afholdes i Solrød den 22. juni 2024.

Arrangementet, der er et resultat af et frugtbart samarbejde mellem butikkerne i Solrød Center og løbeklubben Solrød Atletik og Motion, har været en årlig tradition siden 2017 og har oplevet en kontinuerlig stigning i popularitet.

Gode betingelser for stor opbakning
I 2023 stod mere end 300 løbere klar ved startlinjen, og derudover tiltrak begivenheden en betydelig tilstrømning af venner og familiemedlemmer, der mødte op for at heppe på løberne og opleve den hyggelige atmosfære i centergaden. I år håber arrangørerne på, at endnu flere lokale løbeentusiaster vil bakke op om begivenheden.

”Hvert år er det en kæmpe fornøjelse at se hele centergaden fyldt med glade løbere og opleve den store opbakning, som løbet får fra borgere i Solrød og omegn,” udtaler Susanne Kaihøj, der som centerchef for Solrød Center er repræsentant for løbets arrangører.

”Vi er beærede over at opleve, hvordan tilslutningen er vokset år for år, og derfor tør vi godt håbe på, at rygterne om vores gode arrangement når endnu længere ud i år,” tilføjer hun.

Stigende løbeinteresse blandt danskerne
Interessen for motion og løb har i det hele taget oplevet en bemærkelsesværdig stigning i Danmark. I starten af året meldte CPH Half alt udsolgt hele 8 måneder før løbsdatoen, og ligeledes har mange af landets andre store løb oplevet rekordhurtigt billetsalg.

Solrød Rundt Løbet er i år blevet rykket en uge frem for at tage højde for dem, som også gerne vil deltage i folkemødet på Bornholm, der sidste år lå i samme weekend. Så der er gode forudsætninger for at håbe på stor deltageropbakning.

Et løb for alle
Det DGI-certificerede løb byder som altid på gode løberuter igennem Solrøds skønne natur. Med ruter på 3, 5 og 12 km samt en walk’er-rute og det populære 1 km bamseløb, appellerer Solrød Rundt Løbet til løbere på alle niveauer og aldre.

Ved start- og målstregen i centergaden vil der som altid være festlig fællesopvarmning foran Rund Scene, gratis juicebar, DJ og andre hyggelige aktiviteter for hele familien.

Med erhvervslivet i ryggen
Det er ikke bare de lokale beboere, som støtter op om begivenheden. De lokale virksomheder har også en stor del af æren for løbets popularitet, idet flere lokale aktører hvert år melder sig som sponsorer.

”Den store sponsoropbakning afspejler et dedikeret erhvervsliv, der virkelig værner om det lokale, og det er vi enormt glade for”, fortæller medarrangør og sponsoransvarlig Anders Bovall fra BDNORDIC Reklame & Kommunikation, som håber på mindst lige så stor opbakning fra erhvervslivet i år. Han opfordrer alle med interesse for at støtte den lokale motionsbegivenhed til at læse om fordelene ved at være sponsor på Solrød Rundt Løbets hjemmeside.

Solrød Rundt Løbet afholdes den 22. juni 2024. Tilmeld dig her.

Del med dine venner

Læs også
instagram default popup image round
Follow Me
502k 100k 3 month ago
Share